Så kunne jeg vel nok få armene ned, så langt at de slæber efter mig som en anden gorilla!

Jeg havde ellers med blandede følelser glædet mig til denne weekend, for der var både besøg af min far og sommerrock i udsigte. Da min far for et par uger siden  meddelte hans ankomst og samtidig spurgte om jeg ikke ville få banditterne passet den aften, han skulle være her, da der var noget om min barndom han gerne ville fortælle og han derfor syntes at vi skulle have ro og fred, så kimede alarm klokkerne højere end kirkeklokkerne søndag formiddag. I dagene op til, fyldte det mine tanker for hvad mon han ville fortælle af grusomheder, det måtte jo ikke være noget særligt positivt, siden han mente at banditterne skulle holdes udenfor og jeg har haft mange grimme tanker om hvad det, noget har jeg endda joket med, når jeg har analyseret emnet med venner og veninde.

Fredag aften klokken 1800 sharp stod han i døren med lammeryg og rødvin og et jaget blik i øjnene, men vi hyggede os, lavede mad og fik lidt af det røde hældt indenbords. Midt i den gode stemning, trækker han vejret dybt, kigger på mig med et smil der tydeligt viste smerte og gråd der var på spring og sagde “Der er jo noget jeg skal fortælle dig….” (lang pause hvor jeg holder vejret imens jeg forsøger, at forbedrede mig til at være tapper uanset hvad han vil sige, for han er den i min familie som jeg elsker højest og jeg var meget bange for at evt. skulle miste den kærlighed)… pausen fortsætter og nu er der tårer i hans øjne. Så fortsætter han “Jeg er ikke din rigtige far!”

Det var som at modtage en mavepuster, blive slynget rundt i lokalet og få vendt vrangen ud på en gang og en snert af bitterhed trængte sig ind, da det præcis var hvad jeg havde joket med til vennerne.

Imens han forklarer hvordan tingene hænger sammen – at intet er forandret imellem ham og mig, da jeg altid har været hans yndling og det var/er jeg stadig, – hvem der er min rigtige far, – om min “nye” familie, – hvilke tanker han har haft, – grundlaget for at det har været hemmelig, grundlaget for at jeg skulle have besked nu og en masse andet som en gang imellem dukker op i min bevidsthed, sad vi og holdt i hånd og tårerne trillede hos os begge.

Og han har ret, intet er forandret og alligevel er alt forandret. Der er svar på nogle spørgsmål og nu anledning til endnu flere nye. Jeg elsker ham om muligt endnu højere nu, for han har valgt mig, han har behandlet mig som sin egen, han har stået ved min side livet igennem og vil stadig gøre det, han har beskyttet mig og opdraget mig, jeg har boet hos ham efter han blev skilt fra min mor og jeg forguder ham for det, han har givet mig hans egen familie og det er den dejligste familie og jeg har været så stolt af at de er mine, det kan jeg desværre ikke tillade mig at tænke mere.

Det værste er præcis det sidst nævnte, der er to familier som jeg elsker højere end noget andet, min fars familie og mine børns fars familie men ingen af dem er min familie..! Det var de begge engang. Og alligevel står begge familier ved min side og har altid gjort det, det er jo lige så godt som havde de været mine, men alligevel er jeg skuffet og ked af at jeg ikke har de gener som jeg har været mest stolt af (her tænker jeg ikke på mine børns fars familie).

Da min far tog hjem lørdag overvældede sorgen mig for alvor og derfor havde jeg ikke andet valg end at kontakte mine børns far, han tog det ikke meget bedre end mig, for han ved hvor stolt jeg har været (og stadig er) af min far og hans familie, til sidst måtte vi sige farvel for jeg kunne høre at han kæmpede mod de tårer som allerede havde overvundet mig. Så tog jeg en anden taktik og begyndte at chatte med min veninde om sagen, det var lidt nemmere ikke at skulle sige ordene højt, tilgengæld bliver det heller ikke rigtigt forløst, men det var det bedste jeg kunne gøre på det tidspunkt og det var rigtig rart at få sat hende ordentligt ind i sagen, da hun havde fået en halv besked via hendes mand aftenen før. Bedst som vi sad og skrev sammen, landede der en bil foran mit hus og ind kom (børnenes) farmor løbende ind med tårerne ned af kinderne og krammede mig, sådan stod vi længe imens hun bandede imellem vores hulken.

Hun havde “droppet” hendes ene barnebarns fødselsdag for at sidde hos mig og det gør mig både varm, rørt, stolt og taknemmelig. Og det var det bedste der kunne ske, at hun kom og snakkede sagen igennem med mig, hvor der var ro til at græde, plads til lange pauser og tid til at få sagt alle de ting højt som jeg havde brug for. Hun stillede de rigtige spørgsmål, som styrede mig rundt i hele den historie som min far havde fortalt. Selv fortalte hun at det var mine børns far som havde ringet til hende og fortalt hvad der var hændt og om en af dem ikke kunne tage op til mig, da han selv var i Odense.

Takket være deres hurtige reaktion og opbakning blev jeg klar til sommerrock nogle timer senere, som jeg kun kan sige en ting om.. Festelig underholdende dag hvor der var rum til at snakke lidt om farmand (især tak til min venindes mand, som var helt fantastisk til at vende billedet rundt), grine af de fulde og drille gulvsliberen imens vi hørte god musik.