Efter en periode med lange hårde arbejdsdage/uger, er det endelig mig der har ferie. Min kæreste er ikke specielt vild med hverken ferie eller København, så det var besluttet at det skulle der laves om på – det var mit mål.
Så for ikke at overvælde ham, blev vi enige om at bo udenfor byen. På nettet fandt vi noget B&B i Taastrup og bookede os ind. Han var ovenud tilfreds med beliggenheden og prisen, så det var med stor begrjstring at vi i mandags tog afsted.
Med hjælp fra Birgitte i gps’en fandt vi nemt huset og efter en kort rundvisning, aftale om hvad tid vi ville have morgenmad og betalingen, kørte vi videre ind til Frederiksberg, hvor min faster bor.
Hun er som tidligere nævnt en bramfri dame som ikke altid lige overvejer hvordan hendes ord bliver modtaget men jeg elsker hende for det, det er så befriende at være sammen med et menneske som ikke har nogle bagtanker eller gemmer på noget. Min kæreste blev velmodtaget af både faster og hendes mand og vi havde nogle fornøjelige timer. Da vi talte om at komme videre ændrede stemningen sig lidt, faster var ikke klar til at slippe os og hun var parat til at gå med os ud i byen, men selvom vi havde hygget os og at jeg elsker hende, så var min plan altså at være alene med min kæreste.
Efter at vi havde spist noget tarveligt mad – som ellers var dyrt nok, havde han en plan om at aftenskaffen skulle indtages i Roskilde hos en gammel skolekammerat – som godt nok ikke vidste at vi kom. Så kort før ankomst ringede han til ham, bare for at høre hvad de lavede og snakken gik stadig da vi ringede på døren, men ingen åbnede, vi ringede igen, ingen svar, ringede igen på døren, stadig ingen der åbnede og sådan fortsatte det i to minutter og to minutter er faktisk lang tid at stå udenfor en dør. Langt om længe spurgte min kæreste om hvorfor de ikke åbende døren og så gik der ikke 1 minut førend døren blev revet op og manden hoppede ud til os imens han hurtigt knaldede døren i bag sig. Pænt underlig opførsel.
Han gloede på os, vi kiggede på ham i noget der føltes som timer, indtil min kæreste sagde at vi jo havde håbet på at få kaffe hos dem men de havde skam ikke noget kaffe, de havde heller ikke the eller øl. Så stod vi der lidt indtil at skolekammeraten foreslog at vi satte os hen på en bænk og snakkede, så det gjorde vi imens myggene holdt fest på vores kroppe. Jeg har godt nok mødt kammeraten og hans kone en enkelt gang før og syntes at de var super flinke og det var manden da stadig men jeg undrede mig nu over at vi ikke blev budt ind.
En times snak og 57 myggestik senere fik vi nok og brød op, for at finde en tankstation så vi kunne købe kaffe og tage med tilbage på værelset, da vi sad der i bilen fik jeg opklaret hvorfor vi ikke var blevet budt ind, for min kæreste havde nået at kigge ind af døren da manden sprang ud og det havde lignet en losseplads derinde. -ingen succes for min kærestes fordomme, men ikke rigtig Københavs skyld vel. Kaffen kostede så ikke mindre end 57 kr på tanken, men nu skulle det være og det blev det.
Tirsdag var det tivoli dag – for der havde min kæreste ikke været siden 7. klasse – et par dage siden.Vejret var godt og vi hyggede os og jeg var lige ved at overbevise mig selv om at det nu ville blive en succes og det var det også indtil at turen gik videre til strøget og vi kom forbi La Glace.
For længe siden fandt jeg opskriften på deres sportskage i et ugeblad og jeg var lidt nysgerrig efter at se kagen i virkeligheden, så det gjorde vi og så var det at kæresten fandt på at vi da ikke skulle nøjes med at kigge, vi skulle også smage, så han gik ind og bestilte to stykker sportskage og to kopper kaffe af den nette pris af 212 kroner.. kaffen var dyrer end kagen!!! Men den var god den kaffe, kagen derimod var ikke lige så god som den jeg laver, det var vi begge enige om. Men det faktum at en kop kaffe derinde koster 54 kr slog hele min plan om, at omvende ham til at kunne lide København, til jorden.. ærgerligt.
Vi havde dog en dejlig tur, det var skønt at være væk fra job, skole, madpakker, børn osv. og bare være alene to uden nogle store planer. En af dagene bager jeg ham en kage og laver en kande kaffe eller to, så han føler at han har vundet i spillet om kaffe.